Log ind
Seneste emner
Sciegic's regler!
Ons Dec 22, 2010 11:19 am af Tenna
Ingen synes at regler er sjove, men de skal til for at få en side der hænger sammen og hvor vi alle kan hygge os.
Og det er derfor også meget vigtigt at i læser og overholder dem.
Generelle regler
Private emner er tilladte, bare husk at skrive navnet på den person du laver emnet til efter emnets navn, f.eks. [Anxiety]. Og hvis en anden så alligevel kommer ind i emnet, så fortæl dem pænt at …
Og det er derfor også meget vigtigt at i læser og overholder dem.
Generelle regler
Private emner er tilladte, bare husk at skrive navnet på den person du laver emnet til efter emnets navn, f.eks. [Anxiety]. Og hvis en anden så alligevel kommer ind i emnet, så fortæl dem pænt at …
Kommentarer: 0
Hvem er på nu
Der er 1 bruger på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 1 gæst Ingen
[ Se hele listen ]
Flest brugere online på samme tid var 22, Tors Jun 04, 2020 7:56 pm
Sciegics Historie
Sciegics Historie
Året var 1954 da jeg, Vladimir Skipper blev født.
Min fader Marvel Skipper, var en begavet mand. Han forskede i medicin. Alt han ville, var at redde menneskeliv.
Det var i starten af 50’erne at den utrolig smitsomme sygdom børnelammelse brød ud i landet. I 1955 fandt min far og tre af hans kollegaer vaccinen mod denne sygdom. Jeg var blot fire år på det tidspunkt, men det stoppede ikke mig i at lokke min bedste ven Michael O’Harrel til at lege forsker sammen med mig.Som jeg blev ældre begyndte min far at hive mig med ned i laboratoriet i vores kælder, hvor han viste mig hvad hans arbejde virkelig gik ud på.
Hans sidste ord til mig, da jeg som femtenårig sad ved hans hospitalsseng med tårerne rindende ned over kinderne, velvidende at kræften havde overtaget hans krop og at enden var nær, gjorde udslaget. Han bad mig om at fortsætte hvor han slap. Så det gjorde jeg. Jeg tog medicinens vej, for at gøre min far stolt. Michael sluttede sig til mig og vi, to venner, blev kollegaer.
Ti år efter min fars død, da jeg var 25 år, rejste Michael og jeg fra vores lille flække af en by St. Abbs i Skotland og ud i verdenen. Vi havde på dette tidspunkt forsket i depressionen i omkring et år og vi håbede at denne rejse ville give os et klarere billede af sygdommen i alle dens forskellige former. Men et halvt år efter vi rejste fra St. Abbs faldt vi over noget, der ændrede vores planer.
En dagbog, samt noter skrevet af en mand ved navn Victor Frankenstein. Han havde forsket i at lave sit eget menneske. Mulighederne var uendelige. Vi kunne lave et helt nyt menneske. Et menneske der havde helt andre egenskaber end vi havde. Større, stærkere, klogere.. Vi kunne give det evner, som ingen andre nogensinde havde haft.
Vi rejste hjem til St. Abbs og læste Victors notater igennem, ned til mindste deltalje. Han var nået langt i sin forskning. Han havde skabt et væsen ud af menneskelige kropsdele. Og han havde givet det liv.Men vi gjorde noget andet. Vi tog allerede levende mennesker og forandrede deres DNA. Rodede med deres gener. Gav dem evner ingen andre menneske ville have mulighed for at have.
Vi ville ikke have at omverdenen kendte til vores hemmelighed. I hvert fald ikke før tiden var inde. Så vi brugte min fars formue, på at købe en gård med en masse tilhørende marker. Under denne gård og disse marker, gravede vi. Til sidst havde vi et kæmpe underjordisk hulrum på størrelse med Manhattan.
I 1985 havde vi en underjordisk verden, med planter, dyr, falsk sollys og alt hvad et menneske havde brug for. Derfor også alt hvad vores væsner havde brug for.
I centrum var vores hovedbygning. Vores laboratorium. Mens der omkring dette var sat store huse, der mindede om kollegier. Hver race, havde et hus.
Vores næste problem, var at vi havde brug for levende væsner, for at kunne fortsætte dette. I starten havde vi fundet gadebørn. Men vi måtte finde på noget andet. Så vi startede et børnehjem på gården. Et hjem hvor forældre kunne efterlade børn, de aldrig ville se igen. Vi kaldte det ”Sciegic”.
Ikke længe efter vi havde åbnet dette børnehjem, overtog kræften Michaels krop. Og jeg var alene. Jeg begyndte hyre folk. Hive folk ind til samtaler, for derefter at hjernevaske dem til at hjælpe mig. Jeg fjernede hukommelsen på de væsner der havde oplevet den virkelige verden. Menneskeverdenen. Dette var begyndelsen til en verden helt separeret fra den virkelige. Kun de menneskelige forskere og plejere kendte til menneskernes verden. Og jeg havde sørget for at de aldrig ville røbe selv den mindste detalje om hvad der foregik under Sciegic.
_____________________________________
Alt i alt lever vi i en underjordisk verden, der på mange områder minder om menneskenes. Der er en lille 'by' med butikker, skoler, steder man kan arbejde osv., små skove, søer, åløb, marker osv. Det eneste der er meget anderledes er den måde man bor på. Der er et hus eller to til hver race, der er bygget op som kollegier, bare mere luksuriøst. Altså nok lidt mere som et sorori-/fraternity i Amerika.
Alle væsnerne bor i de bygninger, mens de menneskelige forskere bor i hovedbygningen. De få forskere der er væsner kan bestemme om de vil bo med deres egen slags eller menneskene.
Der findes ikke mobiltelefoner, computere, fjernsyn, aviser eller andre medier for andre end menneskene. Alle væsner har dog en walkie-talkie som de kan komme i kontakt med hinanden ved hjælp af.
Min fader Marvel Skipper, var en begavet mand. Han forskede i medicin. Alt han ville, var at redde menneskeliv.
Det var i starten af 50’erne at den utrolig smitsomme sygdom børnelammelse brød ud i landet. I 1955 fandt min far og tre af hans kollegaer vaccinen mod denne sygdom. Jeg var blot fire år på det tidspunkt, men det stoppede ikke mig i at lokke min bedste ven Michael O’Harrel til at lege forsker sammen med mig.Som jeg blev ældre begyndte min far at hive mig med ned i laboratoriet i vores kælder, hvor han viste mig hvad hans arbejde virkelig gik ud på.
Hans sidste ord til mig, da jeg som femtenårig sad ved hans hospitalsseng med tårerne rindende ned over kinderne, velvidende at kræften havde overtaget hans krop og at enden var nær, gjorde udslaget. Han bad mig om at fortsætte hvor han slap. Så det gjorde jeg. Jeg tog medicinens vej, for at gøre min far stolt. Michael sluttede sig til mig og vi, to venner, blev kollegaer.
Ti år efter min fars død, da jeg var 25 år, rejste Michael og jeg fra vores lille flække af en by St. Abbs i Skotland og ud i verdenen. Vi havde på dette tidspunkt forsket i depressionen i omkring et år og vi håbede at denne rejse ville give os et klarere billede af sygdommen i alle dens forskellige former. Men et halvt år efter vi rejste fra St. Abbs faldt vi over noget, der ændrede vores planer.
En dagbog, samt noter skrevet af en mand ved navn Victor Frankenstein. Han havde forsket i at lave sit eget menneske. Mulighederne var uendelige. Vi kunne lave et helt nyt menneske. Et menneske der havde helt andre egenskaber end vi havde. Større, stærkere, klogere.. Vi kunne give det evner, som ingen andre nogensinde havde haft.
Vi rejste hjem til St. Abbs og læste Victors notater igennem, ned til mindste deltalje. Han var nået langt i sin forskning. Han havde skabt et væsen ud af menneskelige kropsdele. Og han havde givet det liv.Men vi gjorde noget andet. Vi tog allerede levende mennesker og forandrede deres DNA. Rodede med deres gener. Gav dem evner ingen andre menneske ville have mulighed for at have.
Vi ville ikke have at omverdenen kendte til vores hemmelighed. I hvert fald ikke før tiden var inde. Så vi brugte min fars formue, på at købe en gård med en masse tilhørende marker. Under denne gård og disse marker, gravede vi. Til sidst havde vi et kæmpe underjordisk hulrum på størrelse med Manhattan.
I 1985 havde vi en underjordisk verden, med planter, dyr, falsk sollys og alt hvad et menneske havde brug for. Derfor også alt hvad vores væsner havde brug for.
I centrum var vores hovedbygning. Vores laboratorium. Mens der omkring dette var sat store huse, der mindede om kollegier. Hver race, havde et hus.
Vores næste problem, var at vi havde brug for levende væsner, for at kunne fortsætte dette. I starten havde vi fundet gadebørn. Men vi måtte finde på noget andet. Så vi startede et børnehjem på gården. Et hjem hvor forældre kunne efterlade børn, de aldrig ville se igen. Vi kaldte det ”Sciegic”.
Ikke længe efter vi havde åbnet dette børnehjem, overtog kræften Michaels krop. Og jeg var alene. Jeg begyndte hyre folk. Hive folk ind til samtaler, for derefter at hjernevaske dem til at hjælpe mig. Jeg fjernede hukommelsen på de væsner der havde oplevet den virkelige verden. Menneskeverdenen. Dette var begyndelsen til en verden helt separeret fra den virkelige. Kun de menneskelige forskere og plejere kendte til menneskernes verden. Og jeg havde sørget for at de aldrig ville røbe selv den mindste detalje om hvad der foregik under Sciegic.
_____________________________________
Alt i alt lever vi i en underjordisk verden, der på mange områder minder om menneskenes. Der er en lille 'by' med butikker, skoler, steder man kan arbejde osv., små skove, søer, åløb, marker osv. Det eneste der er meget anderledes er den måde man bor på. Der er et hus eller to til hver race, der er bygget op som kollegier, bare mere luksuriøst. Altså nok lidt mere som et sorori-/fraternity i Amerika.
Alle væsnerne bor i de bygninger, mens de menneskelige forskere bor i hovedbygningen. De få forskere der er væsner kan bestemme om de vil bo med deres egen slags eller menneskene.
Der findes ikke mobiltelefoner, computere, fjernsyn, aviser eller andre medier for andre end menneskene. Alle væsner har dog en walkie-talkie som de kan komme i kontakt med hinanden ved hjælp af.
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
|
|
Fre Aug 31, 2012 7:02 pm af Tenna
» Somnia
Tors Aug 23, 2012 4:14 am af Tenna
» Retningslinjer for reklamering
Tirs Jul 17, 2012 10:44 am af Tenna
» Sciegics Historie
Man Jul 16, 2012 1:45 am af Tenna
» Hinsá
Man Jun 25, 2012 8:49 am af Tenna
» Ingo
Man Jun 25, 2012 6:41 am af Dr. Tyrese
» Xanifir
Man Jun 25, 2012 5:45 am af Anxiety
» Sciegic's regler!
Ons Dec 22, 2010 11:19 am af Tenna